Cykelstol: børn 0-2 år

Sådan spænder du dit barn sikkert fast.

Dit barn skal kunne sidde selv, før du cykler med det i en cykelstol. Det kan de fleste børn, når de er omkring 9 måneder.

Du kan have cykelstolen enten foran eller bag på cyklen.

Cykelstol bag på cyklen

En cykelstol, som sidder bag på cyklen, er behagelig for barnet, fordi der er god plads til ryg- og armlæn.

Til gengæld har barnet ikke så godt udsyn som foran, og det er ikke så let at snakke sammen. Der er heller ikke plads til, at du har rygsæk på.

Cykelstol foran på cyklen

Når barnet sidder foran på cyklen, er det let at snakke sammen. Barnet har også et godt udsyn.

Det er ikke alle cykler, der er egnet til at have en cykelstol foran. Så spørg en cykelhandler til råds. Du skal også være sikker på, at din cykel er konstrueret, så den er stærk nok til at bære vægten af en cykelstol foran.

Cykelstole foran er til mindre børn og kan ikke bruges lige så længe som cykelstole bag på.

Når du har børn med på cyklen:

  • Cykelstolen skal være solidt fastgjort til cyklen.
  • Barnet skal altid være spændt fast med selerne, så det ikke kan rejse sig op, mens du kører.
  • Fødderne skal sidde i fodhvilerne og være spændt fast, så de ikke kan komme ind i hjulet.
  • Hvis cyklen har en frakkeskåner, der skærmer af for hjulet, er det en god ekstra sikkerhed.
  • Gå aldrig fra din cykel, hvis dit barn sidder i cykelstolen. Den kan nemt vælte.

Nyhedsbrev til forældre: Få gode råd, øvelser og viden der passer til dit barns alder

Ja, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet

Nyhedsbrevet klæder dig på til at træne trafik med dit barn. Du får øvelser, tips og viden om, hvordan du kan gribe det an, helt fra du er gravid til dit barn er 18 år.

Du modtager nyhedsbrevet 3-4 gange om året.