Ladcykel: børn 0-2 år

Sådan har du et eller flere børn sikkert med i ladcyklen.

Du må godt have små børn med i ladcyklen.

Men inden du gør det, bør du vurdere, om dit barn er robust nok, og om du selv er tryg ved at have små børn med i ladcyklen.

Baby

Du kan spænde din baby fast i en baby-autostol, som er solidt fastgjort i ladet, så barnet ikke kan falde ud.
Stram selerne godt til, så barnet sidder sikkert i baby-autostolen.

Håndtaget på baby-autostolen skal være oppe, ligesom når du bærer den, for så virker den som en styrtbøjle og beskytter barnet, hvis cyklen skulle vælte.

En baby kan ikke have cykelhjelm på, da babyen ikke kan sidde op og holde hovedet selv.

Fra ca. 1- 2 år

Når barnet kan sidde op selv (som regel fra ca. 9 måneders alderen) og er vokset ud af baby-autostolen, kan barnet bruge de almindelige siddepladser i ladcyklen. Samtidig kan barnet begynde at bruge cykelhjelm.

Barnet skal altid være spændt fast

Husk, at barnet altid skal være forsvarlig fastspændt med sele og ikke må kunne få fingrene ind i hjulene.

Cykelhjelm

Børn bør have cykelhjelm på, lige så snart de er store nok til det. Også når de sidder i en ladcykel. Derved lærer de også fra start af, at cykling og cykelhjelm hører sammen.

Se hvordan cykelhjelmen skal sidde korrekt


Nyhedsbrev til forældre: Få gode råd, øvelser og viden der passer til dit barns alder

Ja, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet

Nyhedsbrevet klæder dig på til at træne trafik med dit barn. Du får øvelser, tips og viden om, hvordan du kan gribe det an, helt fra du er gravid til dit barn er 18 år.

Du modtager nyhedsbrevet 3-4 gange om året.