Skolepatrulje skaber tryghed
Sammen med LB Foreningen skaber vi respekt for det store stykke arbejde, skolepatruljerne dagligt gør rundt omkring i landet.
Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen har siden 2018 samarbejdet om at skabe opbakning og anerkendelse til alle landets skolepatruljer.
Et hav af børn har siden 1949 arbejdet frivilligt, alene med det formål at give både elever og voksne en tryg og sikker oplevelse på skolevejen. Eleverne står tidligere op end deres kammerater for at trække i den gule vest og bidrage til, at morgentrafikken foran skolen ikke bliver for kaotisk – og det gør de også, når det er mørkt og koldt. En stolt og vigtig dansk tradition, der viser ansvarlighed, medmenneskelighed og frivillighed i sin fineste form.
LB Foreningen støtter indsatsen økonomisk, da det forener tanken om at gøre noget godt for andre og trygheden ved at kunne komme sikkert til og fra skole:
”Vi er et forsikringsselskab med dybe rødder i den danske skoleverden. Skolepatruljerne er en helt naturlig forlængelse af vores DNA. Eleverne og deres lærere fortjener al den støtte og respekt de kan få, og vi er stolte over at være en del af projektet”, siger Mikkel Klausen, Chef for Uddelinger, Udvikling & Kommunikation, LB Foreningen & Bestyrelser
Skolepatruljen
Godt på vej sammen