Lær dit barn at krydse vejen

Find nemme øvelser her.

Noget af det vigtigste for små børn er at lære hvordan man krydser vejen sikkert. Her er tre nemme øvelser, I kan lave på turen.

Øvelse 1:

Lær dit barn at stoppe ved kantstenen.

  • Start med at gå, som I plejer: Barnet inderst og med dig i hånden.
  • Når I kommer til en kantsten, så sæt dig på hug og vis barnet, hvad en kantsten er. Forklar, at den betyder stop, fordi der kommer en vej med biler.
  • Hver gang I kommer til en kantsten, skal du markere, at der er en kantsten, og at I derfor skal stoppe.
  • Næste gang I er ude at gå og er på vej mod en kantsten, lader du dit barn komme lidt foran dig. Hold øje med, om barnet husker at stoppe. Hvis barnet fortsætter, skal du stoppe det og forklare, hvorfor det er vigtigt at stoppe her.

Vælg altid et sted med meget lidt trafik og hold øje med, at der ikke kommer biler eller cykler kørende.


Øvelse 2

Betyder grøn mand bare gå?

De fleste børn på 3-4 år kan fortælle, at rød mand betyder ”stå” og grøn mand betyder ”gå”. Men det er faktisk ikke helt rigtigt.

Grøn mand betyder: ”Se efter biler og cykler, før du går”.

Træn det, når I står ved fodgængerfeltet:

  • Når der er rødt, venter I ved kantstenen.
  • Når der bliver grønt, kigger I til begge sider. Når I sammen har set, at biler og cykler holder stille, så går I over.
  • Tal også om, at man ikke altid kan stole på, at andre stopper for rødt.

Grøn mand betyder: ”Se efter biler og cykler, før du går”.


Øvelse 3

Hvor er det sikkert at krydse vejen?

Dit barn skal ikke kun lære at krydse vejen. Det skal også lære, hvor det er mest sikkert.

Vis og forklar dit barn, at et godt sted at krydse vejen er et sted, hvor:

  • I kan se langt til begge sider.
  • Vejen ikke svinger.

Sådan krydser I vejen, hvis der er parkerede biler:

  • Gå frem til yderkanten af de parkerede biler, så kan I bedre se til begge sider. Bilerne, som kører på vejen, kan også lettere se jer.
  • Når I har set til begge sider, at der ikke kommer biler eller cykler, går I.

Gå frem til yderkanten af de parkerede biler, så kan I bedre se til begge sider.

Nyhedsbrev til forældre: Få gode råd, øvelser og viden der passer til dit barns alder.

Nyhedsbrevet klæder dig på til at træne trafik med dit barn. Du får øvelser, tips og viden om, hvordan du kan gribe det an, helt fra du er gravid til dit barn er 18 år.

Du modtager nyhedsbrevet 3-4 gange om året.

Ja, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet