Hvor meget fokus tager mobilen?
Dit barn kan lære det gennem denne øvelse.
![Teenager med mobil ved fodgængerfelt](https://sikkertrafik.dk/media/hppn5ohy/pige-med-mobiltelefon_optimized.jpg)
Mobiltelefonen kan nemt tage fokus fra trafikken. Prøv denne lille test med dit barn, og tal bagefter om, hvordan det gik.
”Tæl til 10-testen”:
- Læg 5 ting (fx en pude, en kuglepen, en bog, en ske og en taske) spredt ud på gulvet eller græsplænen med 3-4 meters afstand.
- Bed dit barn gå hen til de forskellige ting, når du siger det: ”gå hen til bogen, gå hen til puden osv.”. Rækkefølgen skal være tilfældig.
- Gentag øvelsen, men denne gang skal han/hun have mobiltelefonen med og skrive en lang sms til dig samtidig, fx: ”Jeg har købt letmælk, smør, bananer, kylling og spaghetti. Det blev 70 kr.”
Tal om:
- Var det sværere at finde tingene anden gang?
- Hvor meget fokus tog mobiltelefonen?
- Hvorfor er det dumt at bruge mobiltelefonen, når man går i trafikken?