Sådan får du dit barn til at bruge cykelhjelm

Tal om hjelmen tidligt.

De fleste børn vil gerne have, at deres forældre laver aftaler i klassen om brug af cykelhjelm. Så det er bare om at få taget snakken med de andre forældre - fx på næste forældremøde.

Jo tidligere I kommer i gang med at tale om cykelhjelm, jo lettere er det at blive enige. Så start dialogen, inden de første børn i klassen har smidt hjelmen. Hvis I som forældre kan blive enige om, at cykelhjelmen er et must, bliver det langt lettere at få barnet til at beholde hjelmen på hovedet i længere tid.

På den lange bane bliver det også nemmere at tale med de andre forældre om andre vigtige emner som fx alkohol og rygning, når først man har fået taget hul på samarbejdet og skabt en kultur, hvor man taler sammen om den slags.

Se hvad børn selv siger om at lave aftaler om cykelhjelm.

Når den første i klassen smider hjelmen, starter dominoeffekten

Når først én elev har droppet hjelmen, kan det hurtigt smitte af på de andre. Det behøver ikke at være noget, de taler om. De afkoder let hinandens signaler og holdninger.

Det betyder, at de andre i klassen begynder at tage stilling og gradvist tager cykelhjelmen op til forhandling i hjemmet.

Hvordan du/I som forældre forholder jer til den forhandling, afgør om dit barn følger med ”udbryderne”, eller fortsætter med at køre med cykelhjelm.

Det er vigtigt, at du står fast på din holdning. Men det er lige så vigtigt, at du selv bruger hjelm. Dit barn gør typisk, hvad du som forælder gør, og ikke hvad du siger.

Så husk selv hjelmen.


Nyhedsbrev til forældre: Få gode råd, øvelser og viden der passer til dit barns alder

Ja, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet

Nyhedsbrevet klæder dig på til at træne trafik med dit barn. Du får øvelser, tips og viden om, hvordan du kan gribe det an, helt fra du er gravid til dit barn er 18 år.

Du modtager nyhedsbrevet 3-4 gange om året.