Sådan cykler du sikkert
Gode råd til cykelturen.
Hør Søren Ørsted Pedersen fra Rådet for Sikker Trafik fortælle om, hvad du kan gøre for at forbedre sikkerheden på cykelturen.
Det er skønt og sundt at cykle. Så bliv ved så længe som muligt.
Med få tiltag kan cykling være både sikkert og trygt, også når du kommer op i årene, hvor risikoen for at komme til skade på cykel stiger. Det er primært, fordi balancen bliver dårligere og kroppen er mere skrøbelig end før.
Vælg en cykel med lav indstigning
Hvis du har en cykel med lav indstigning, er det meget lettere at stå af og på cyklen uden at miste balancen.
Du kan også lettere stoppe op for at orientere dig, hvis du har svært ved at dreje hovedet
Det er meget lettere at komme af og på cyklen, når du ikke skal løfte benet højt op.
En cykel med lav indstigning hjælper også, hvis der opstår noget uventet, og du hurtigt skal kunne komme af cyklen.
Cykeltasker er bedre end cykelkurv
Jo mere vægt du har foran på cyklen, jo sværere bliver det at holde balancen.
Det er derfor en god idé at have cykeltasker bagpå cyklen i stedet for at bruge cykelkurv foran - specielt hvis du i forvejen er udfordret på din balance.
Brug cykeltasker til de tunge ting. Så kommer vægten langt ned og cyklen bliver mere stabil.
Hvis du har cykelkurv på din cykel, så brug den kun til lette ting.
Pas på hovedet - husk cykelhjelm
Flere og flere seniorer kører med cykelhjelm - faktisk kører ca. 60 % af cyklisterne over 60 år med hjelm. Det er godt, fordi hjelmen beskytter hovedet.
Cykelhjelmen er ekstra vigtig for dig, der er lidt oppe i årene. Det skyldes, at kroppen er mere skrøbelig, end da du var ung. Så du har højere risiko for at komme til skade, hvis du er uheldig og styrter på cyklen.
Husk cykelhjelmen - også på de korte ture.
Et sidespejl kan hjælpe dig
Hvis du har svært ved at dreje nakken og orientere dig bagud, kan et sidespejl på cyklen hjælpe dig. Så kan du bedre se, når der kommer nogen bagfra, fx om en bil eller cykel er på vej til at overhale dig.
Men husk at du ikke kan se alt i spejlet, så det er vigtigt, at du orienterer dig grundigt bagud, når du fx skal svinge eller stoppe. Har du svært ved at holde balance og styre cyklen uden slingre, når du kigger bagud, så stop helt op og stå af cyklen.
Et sidespejl kan være en god hjælp, hvis du har svært ved at dreje hovedet og se bagud.
Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev
Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.
Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.