Man kan sammenligne en træt bilist med en mobiltelefon, der næsten er tør for strøm. Hvis den ikke bliver genopladet, går den pludselig ud på et tidspunkt. Men sætter du mobilen i kontakten i 15 minutter, så har du stort set taletid en times tid mere. Det samme sker med hjernen, når du tager en powernap.
Træthed bag rattet
Tag en powernap, hvis du bliver træt på køreturen.
Der er farligt at køre bil, når du er træt. Hvis dine øjne lukker i - bare et kort øjeblik - kan du fx risikere at køre af vejen eller over i modsatte vejbane i høj fart. Det kan føre til meget alvorlige ulykker.
Lyt til din krop
Trætheden kommer ofte snigende og kan pludselig overmande dig. Så lyt til din krop og tag signaler på træthed alvorligt.
Det er vigtigt, at du ikke kører videre og tænker ”Jeg kan godt lige klare det sidste stykke vej”. For træthed er lumsk og kan betyde, at du pludselig ikke kan holde øjnene åbne længere. Det kan også ske, selvom du ikke har kørt særlig længe, hvis du var træt allerede, da du satte dig ind i bilen.
Hvordan ved du, at du er træt
- Du gaber og dine øjenlåg bliver tunge.
- Du har ”grus” i øjnene og blinker ofte.
- Du kan ikke huske, hvordan de sidste par minutter er forløbet eller har ”huller” i hukommelsen.
- Du har svært ved at læse vejskilte og afmærkninger, og du glemmer måske en afkørsel.
Det skal du gøre
- Kør ind på en rasteplads, tankstation eller andet sted, hvor du kan holde sikkert væk fra vejen.
- Hvis det er muligt, så drik en kop kaffe.
- Tag en powernap på 15-20 minutter.
- Kør derefter maksimalt en time.
- Eller få en anden i bilen til at køre, hvis personen er udhvilet.
Hvis du oplever kortvarig, momentan træthed på kortere ture, bør du som minimum stoppe bilen, holde en pause og sørge for at bevæge dig lidt rundt, før du kører videre.
Hvad hjælper ikke
Det hjælper ikke at rulle vinduet ned, spise slik, skrue ned for varmen eller synge med på sangene i radioen, da effekten kun er kortvarig.
Ofte stillede spørgsmål
Det er svært at sige præcist, hvor mange trafikulykker, der sker pga. træthed. Havarikommissionen har konkluderet, at på tværs af alle de ulykker, de har undersøgt i deres tidligere analyser indtil 2020 (270 ulykker i alt), så medvirker træthed/søvn til 8 % af ulykkerne.
Der kan dog godt være mange flere ulykker, hvor træthed/søvn har spillet ind. Tallet er kun udtryk for de ulykker, hvor det med sikkerhed har kunnet fastslås, at føreren er faldet i søvn eller på anden vis har fejlhandlet pga. træthed. Et sikkert tegn er f.eks., hvis det kan ses af sporene, at føreren er fortsat i en lige linje ud af en kurve.
Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev
Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.
Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.