Den største tilladte totalvægt for en trailer/anhænger, som må føres med kategori BE-kørekort er 3.500 kg.
Trailerens faktiske vægt må aldrig overstige det, bilen er godkendt til at spænde på anhængertrækket.
Læs om hvor bred og lang din trailer og anhænger maks. må være.
Den største tilladte totalvægt for en trailer/anhænger, som må føres med kategori BE-kørekort er 3.500 kg.
Trailerens faktiske vægt må aldrig overstige det, bilen er godkendt til at spænde på anhængertrækket.
En anhænger må højest være 255 cm bred. Den må dog maksimalt være 70 cm bredere end den bil, der trækker den (35 cm på hver side). Anhængerens bredde er inkl. last, der rager ud over siderne, men uden sidespejle og eventuelle lygter og reflekser. Er traileren eller lasten bredere end 255 cm, må det trækkende køretøj ikke være en person- eller varebil.
En anhænger til person- eller varebil må højest være 12 meter lang inklusiv last. Det samlede vogntog (bil og trailer) må ikke være længere end 18,75 meter. Vogntoget og lasten må ikke være til gene eller ulempe for andre i trafikken - fx hvis bagenden svinger meget ud.
Hvis godsets størrelse medfører, at bilen eller vogntoget bliver større end nævnt ovenfor under person- og varebil, skal transporten altid ske på en lastbil eller lastbilvogntog (eller evt. blokvogn). I visse tilfælde vil kørslen kræve politiets tilladelse.
Hvis lasten på din anhænger rager mere end 1 meter bagud eller mere end 15 cm ud over siderne, skal den være afmærket. Ved privat kørsel uden for lygtetændingstiden kan afmærkningen bestå af en lys klud eller anden tydelig markering. I lygtetændingstiden skal din last være afmærket med rødt lys bagud og hvidt lys fremad.
En boogietrailer er en trailer med 2 aksler, dvs. 4 hjul. At en trailer har boogie, gør det ikke i sig selv nødvendigt at have BE-kørekort. Men da boogie-traileren ofte har en høj tilladt totalvægt, vil det i mange tilfælde være nødvendigt med BE-kørekort. Tjek op på bilens og anhængerens tilladte totalvægt i registreringsattesterne.
Om du har gule eller hvide nummerplader på din bil har ikke i sig selv betydning for, hvilken trailer du må køre med. Hvilke anhængere din bil kan og må trække, afgøres af vægtangivelserne på din bil og din anhængers registreringsattest.
Med Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev holder vi dig opdateret om nye regler i trafikken, gode råd til at færdes sikkert, du kan quizze din trafikviden og se interessante videoer.
Nyhedsbrevet udkommer ca. en gang om måneden.
Egenvægt fremgår af registreringsattesten, og er den vægt som køretøjet vejer uden passagerer, last m.m.
Tilladt totalvægt er bilens og trailerens maksimalt tilladte vægt ifølge registreringsattesten. Selvom bil og trailer er uden læs, er det fortsat den tilladte totalvægt, du skal holde øje med ift. dit kategori B-kørekort.
Faktisk vægt/totalvægt er den vægt, som bilen og traileren i virkeligheden vejer, hvis du fik vogntoget vejet på en vægt.
Vogntog er en samlende betegnelse for bilen og traileren.
Køreklar vægt fremgår af nye registreringsattester, og er vægten af bilen inkl. fører og benzin, olie m.m. Køreklar vægt er typisk 125 kg højere end egenvægten.