Formålet er at vise, hvorfor hastighed spiller en så vigtig rolle for trafiksikkerheden. Selv det, der virker som en ubetydelig forskel på 5-10 km/t, kan være afgørende for, om man fx rammer en cyklist eller bilist, og hvor alvorligt sammenstødet bliver.
De fleste af os har oplevet, at der pludselig opstår en forhindring på kørebanen, som vi ikke havde forventet, og som udgør en potentiel risiko. Når der opstår uventede situationer (et barn løber ud på vejen, tabt gods eller et væltet træ på vejen, en cyklist vælter, en lastbil slingrer etc.), så kan hastigheden være afgørende for, om man kan nå at standse og undgå ulykken, eller hvilken hastighed man rammer med.
Testen viser, hvad forskellen er på at køre efter hastighedsgrænsen eller køre stærkere end tilladt, hvis man pludselig får brug for at standse. Bilerne, chaufførernes reaktionstid, vejens forhold etc. er identiske – den eneste forskel er bilernes hastighed.
Én konsekvens er, at bilen med den højere hastighed skal bruge flere meter på at standse. En anden konsekvens er, at bilen med den højere hastighed rammer forhindringen med høj fart, hvorimod bilen, der kører efter hastighedsgrænsen, kan nå at stoppe helt op – selv ved en lille forskel i hastigheden.