Bøder: Hvad sker der, hvis du kører uden kørekort?

Du skal altid have et gyldigt kørekort til det køretøj, du kører.

Hvad er bøden, hvis jeg kører uden kørekort?

  • Bøden for at køre uden gyldigt kørekort er 7.000 kr. første gang og 8.500 kr. anden gang.
  • Hvis du bliver stoppet 3 gange inden for 3 år uden gyldigt kørekort, kan køretøjet konfiskeres.
  • Hvis du har et gyldigt kørekort, men har glemt at medbringe det, koster det 1.000 kr. i bøde.

Husk at du - som supplement til dit fysiske kørekort - kan få dit kørekort digitalt på mobilen med Kørekort-appen.

Kør aldrig uden at have et gyldigt kørekort. Det koster en stor bøde, og køretøjet kan blive konfiskeret ved gentagelser.

Hvilke kørekortkategorier findes der?

De fleste har kørekort til almindelig personbil, også kaldet kategori B. Men der findes mange flere kategorier:

Du kan tage kørekort til:

  • LK: Lille knallert. Giver ret til at køre knallert30
  • AM: Stor knallert. To- eller trehjulet køretøj, der maksimalt kan køre 45 km/t.
  • A1, A2 og A: Kørekort til lille, mellemstor og stor motorcykel
  • B: Person- og varebil på indtil 3.500 kg og med plads til højst ni personer
  • C1: Lille lastbil på over 3.500 kg, men ikke over 7.500 kg
  • C: Stor lastbil på over 3.500 kg
  • D1: Lille bus med plads til over ni men højst 17 personer og med en længde på højst 8 meter
  • D: Bus med plads til flere end ni personer eller med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
  • E: Stort påhængskøretøj på over 750 kg i forbindelse med B, C eller D.

Derudover kan du få kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til D1 og D og kørekort til traktor/motorredskab.

Du skal have kørekort til personbil (kategori B) for at tage kørekort til de andre kategorier, bortset fra motorcykel og stor og lille knallert.

Hvis du vil have kørekort til nye kategorier, skal du gennemføre undervisning og op til en teori- og køreprøve.

Læs mere om de forskellige kategorier, alders- og helbredskrav på borger.dk


Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet

Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.

Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.