Krav til udstyr
Hvad skal ungdomsskolen stille til rådighed?
Det er ungdomsskolens ansvar, at der er det krævede udstyr til rådighed for øvelseskørsel på lukket område og på offentlig vej.
Knallert
Knallerterne skal være lovlige og kunne køre max 30 km/t. Knallerterne skal have blinklys og sidespejle. Der skal være en knallert til hver elev på holdet.
Hjelm
Der skal være godkendte styrthjelme til samtlige elever. Eleverne skal altid køre med styrthjelmen fastspændt.
Refleksvest
Elever, der kører øvelseskørsel på offentlig vej, skal have en refleksvest på. Vestene skal opfylde standarden EN 1150, EN 471 eller EN 20471. For at lette kommunikationen med eleverne, anbefales det, at vestene er nummereret fra 1 til 6.
Radioudstyr
Der skal være radioudstyr til rådighed med én radio-modtager pr. elev.
Følgebilen
Under øvelseskørsel i trafikken skal underviserens bil være forsynet med skiltet ”Knallertkøreskole” bagpå. Det viser andre trafikanter, at de skal tage hensyn og forklarer den lavere hastighed.
Værktøj og ildslukker
Der skal være værktøj til nødreparation af knallerterne, samt minimum 1 stk. 2 kg pulverslukker (ildslukker) på det sted, hvor knallerterne opbevares. Dunke til benzin skal være godkendte.
Når knallerterne ikke benyttes, skal de opbevares på en måde, som opfylder brandmyndighedernes krav.