Sanglege til stuen

Find 7 sjove trafik sanglege her.

I kan sagtens træne trafik indenfor. Gennem sjove sanglege og rytmik kan I hjælpe børnene med at træne bl.a. balance og opmærksomhed. Færdigheder der er vigtige at have, når man er ude i trafikken.

Her finder du 7 sjove sanglege.

Sangleg 1: Langt ind til siden

Du skal bruge: Rytmepinde

Form: A B A B A C A

Giv alle børn et sæt rytmepinde og øv rytmen 1 -2 – 3 -4

A - ”langt ind til siden”: Alle går langs væggen og slår rytmen til

B - ”og når der kommer en bil”: Alle står stille og kigger efter biler

A - ”langt ind til siden” : Alle går langs væggen og slår rytmen til

B - ”og hvis det er aften”: Alle står stille og finder steder på kroppen, hvor man kan sætte en refleks

A - ”langt ind til siden”: Alle går langs væggen og slår rytmen til

C – instrumental: Rytmepindene laves om til luftguitarer og alle spiller guitarsoloer

A - ”langt ind til siden”: Alle går langs væggen og slår rytmen til

Som start på sangen kan I fx spørge børnene: Når man er ude at gå, skal man gå på fortovet. Men nogle steder er der ikke noget fortov! Hvad skal man så gøre? Man skal gå langt ind til siden.

Find sang nr. 14 'Langt ind til siden' på albummet Max og Antonette

Sangleg 2: Stop op, når du kommer til kanten

Form: A B A B C A B A

A - ”Stop op når du kommer til kanten..”: Hold hinanden i hånden og lav en stor rundkreds. Gå sidelæns i takt til musikken, rundt i rundkredsen

B - ”for der kommer en bil”: Gå ind mod midten og tilbage igen ”med hundrede mil”. Ind mod midten ”kommer cyklen der frem” og tilbage ” Og bag lastbilen der”

C - ”Ved kantstenen stopper”: Giv slip på hinandens hænder, alle rækker hænderne op i luften og drejer rundt om sig selv. Man ryster arme og ben, lav evt. et par skisving med armene.

Tag hinanden i hænderne igen og vær klar til at gentage A B A.

Find sang nr. 13 'Stop op' på albummet 'Split i børnehave'

Sangleg 3: Jeg har en mormor

Du skal bruge: Hulahopringe og rasleæg

Form: A A B A A B Outro

Hvert barn har sin egen hulahopring og rasleæg. Hulahopringene lægges på gulvet.

  • A – ”jeg har en mormor”: Alle spiller på deres rasleæg
  • B- ”da hun var lille/”hun er forsigtig”: alle stiller ægget på gulvet og leger med løftet pegefinger, at de er mormor, der skal lære ægget at gå i trafikken.
  • Gennem hele sangen kan børnene hoppe på ét ben ud og ind ad ringen, gå balancegang på ringen ect. De kan også gå på besøg hos hinanden, men de skal huske at se sig for, når de går ud ad ringen!

Find sang nr. 1 'Jeg har en mormor' på albummet 'Børnenes Trafikklub - Greatest hits'

Sangleg 4: Derfor vil jeg helst være hjemme

Du skal bruge: Et lagen eller en faldskærm, forskellige instrumenter og lyde, fx rasleæg og skralder, ringeklokke eller lign.

Fortælling: Ole Mus er bange for at gå ud. Han har ikke lært noget om hvordan man skal opføre sig i trafikken og derfor sidder han lige så stille og lytter til alle trafiklydene. ”Uh-ha” siger han, jeg tør ikke gå ud. Der er også farlige dyr, der spiser små mus!

Legen: Alle sidder under faldskærmen/lagenet og har en hyggelig lille hule. Spil sangen og syng med på alle ”Uh-ha”erne. Når børnene kan sangen rigtig godt, kan de synge med på det hele.

I kan udvide legen med at gætte lyde. Et barn ad gangen er uden for og laver en lyd, fx på en ringeklokke eller musikinstrument eller rasleæg (lyder som en farlig klapperslange) Børnene inde i hulen skal gætte, hvad det er for en lyd.

Find sang nr. 4 'Derfor vil jeg helst være hjemme' på albummet 'Børnenes Trafikklub - Greatest hits'

Sangleg 5: Leg og vej hver for sig

Du skal bruge: Snor til linedans, risposer/bolde mm.

Dette er et rigtigt cirkusmusik-nummer.

Børnene skal alle være cirkusartister, der laver forskellige ting, fx:

  • gå balancegang på line på gulvet
  • kaste og gribe bolde/risposer
  • lege cirkusklovne
  • slå kolbøtter
  • find selv på flere
  • Lad børnene skifte rundt mellem de forskellige ting, når der kommer et nyt vers.

Find sang nr. 16 'Leg og hver for sig' på albummet 'Børnenes Trafikklub - Greatest hits'

Sangleg 6: Trafik Boogie

Du skal bruge: To parallelle kridtstreger på gulvet tegnet op som en vej eller to reb lagt på gulvet på samme måde.

Del børnene i to grupper, så de står på hver sit fortov med vejen imellem sig.

  • De 3 første vers: Børnene danser og synger med på svarene i sangen ”Rød lyd, bare vente lidt og stå og vente lidt”. De skal også gøre, som de synger i sangen, fx ”se til siderne”.
  • På mellemstykket: ”dididum” er der vejfest, hvor vejen er lukket for trafik, så alle kan gå ud på vejen og finde en dansepartner og danse i armkrog med.
  • Når mellemstykket er slut, går man ind på modsatte fortov og er væk fra vejen.

Husk at fortælle børnene, at man til dagligt selvfølgelig ikke må danse på vejen.

Find sang nr. 19 'Trafik boogie' på albummet 'Børnenes Trafikklub - Greatest hits'

Sangleg 7: Rød og grøn

Du skal bruge: Et rødt og et grønt skilt, eller to andre røde/grønne ting.

Legen er en rød/grøn stop-dans.

  • Børnene danser til musikken. Så længe det grønne skilt er oppe i luften, må man bevæge sig. Når det røde skilt kommer op, skal man stå helt stille.
  • Lad evt. et barn være ”skiltemand”, der bestemmer hvornår der er rødt og grønt.

I kan evt. bruge reglen om, at man er ”ude”, hvis man bevæger sig, når det er rødt.

Find sang nr. 8 'Rød og grøn' på albummet 'Børnenes Trafikklub - Greatest hits'