Danskere på vej

I det sekund, vi lukker døren bag os, er vi alle sammen trafikanter.

Emilie Øberg, 43, anæstesi- og traumelæge i Rigshospitalets Traumecenter 

Jeg er lige ankommet her til Rigshospitalet for at møde i vagt. Mit arbejde består i enten at bedøve patienter til operationer eller at være en del af holdet i Traumecentret, hvor vi modtager nogle af landets værst tilskadekomne og mest kritisk syge patienter. Det tager mig ca. 25 min. at køre på arbejde, og jeg lytter altid til musik, når jeg kører, helst noget med tempo og god stemning. Undervejs gennemgår jeg min arbejdsdag i hovedet, selvom jeg i sagens natur aldrig helt ved, hvad jeg møder ind til, eller hvad der kan opstå i løbet af en vagt. 

Travlhed får sjældent det bedste frem i folk – slet ikke i trafikken. Vi har alle vores egen destination i hovedet og enhver, der kommer på tværs, gør os utålmodige. Når vi færdes sammen hos bageren, i tennisklubben og på arbejde, så hersker der et kodeks for vores hensyn til hinanden. Vi holder døren for dem, der kommer bagved, vi springer ikke over i køen osv. Den venlighed og høflighed, som ellers præger vores samvær, den bliver ofte glemt, når vi mødes i trafikken. Men der er jo kun trafik i kraft af, at der er flere trafikanter, hver med sin destination. Og i virkeligheden har vi jo det samme ønske: at komme sikkert frem. Måske ”almen dannelse i trafikken” skulle være på pensumlisten til køreprøven, ligesom parallelparkering? Måske mangler vi et fælles sprog for venlighed i trafikken – nogle klare ritualer, vi alle kender. 

God og dårlig vane i trafikken? 
Min bedste vane er helt sikkert en, jeg har fået af min far, da jeg var teenager. Min far har aldrig pakket mig ind i vat, men han er selv anæstesilæge og har derfor set rigeligt til tilskadekomne patienter. Jeg var vel omkring 15 år og vi fulgtes ad på cykel, og da vi nåede til et kryds, indprentede han mig, hvor farlige højresvingene biler kan være. Og for at passe bedst muligt på, når der kom en højresvingene bil, så skulle jeg altid have øjenkontakt med bilisten, inden jeg kørte frem. Og når det var en lastbil, så skulle jeg blot vente til den havde drejet. To enkle, gode råd, som jeg har givet videre til mine egne børn. Alle bilister har de bedste intentioner, mig selv inklusiv, men som cyklist eller fodgænger må man aldrig tage for givet at bilisterne selvfølgelig ser en. Vi har et ansvar selv, og som bilist ved jeg, at blinde vinkler netop er blinde. Forleden så jeg faktisk en cyklist blive ramt af en højresvingene bil - heldigvis i lav fart og cyklisten kom ikke alvorligt til skade, men det mindede mig om, at det stadig er et farligt punkt i trafikken. 

Trafikken i dag er anderledes, end da jeg var teenager. Ikke mindst fordi vi er på hele tiden - konstante notifikationer på mobilen forstyrrer os, og jeg tror, at vi skal øve os i at gøre én ting ad gangen. Det er virkelig ikke ok at bruge sin mobil under kørslen, at læse sms’er eller rode rundt i handskerummet. Ulykker indtræffer på et splitsekund, og vi mennesker er langt skrøbeligere, end vi tror. Jeg ved det, fordi jeg ser det igen og igen på mit arbejde. Derfor er jeg heller ikke stolt af at indrømme, at jeg også har tjekket en sms, når jeg holder for rødt. Hvis jeg ser mine medtrafikanter bruge mobilen, så synes jeg, det er dumt, og det er jo virkelig dobbeltmoralsk! 

Noget, du godt kunne tænke dig var anderledes i trafikken? 
Godt 4 ud af 10 patienter på Traumecentret har været involverede i en trafikulykke. Når død og ulykke er så meget til stede i ens arbejde, finder man ud af, hvor taknemmelige vi skal være for livet. Og hvor meget vi skal passe på det. Jeg ved, hvor skrøbelige vi er, og at alt kan ske. Derfor ville jeg ønske, at vi i det hele taget var mere opmærksomme på hinanden, og også at vi kunne skærme de bløde trafikanter endnu mere. Ikke fordi de har mere ret til vejen end bilister, men de er bare mere udsatte. Så jeg vil ønske, at vi alle hellere holder tilbage en gang for meget, og tænker på at vores liv er sårbart og kan ændre sig på et splitsekund.