Aktive, sikre og selvtransporterende børn.
Rådet for Sikker Trafik og Nordea-fonden samarbejder om at få de mindste børn og deres forældre til at træne trafikken sammen ved hjælp af øvelser og leg.
Rådet for Sikker Trafik og Nordea-fonden har i 2016 indgået et samarbejde, der skal inspirere de mindste børn og deres forældre til at komme ud i trafikken.
Målet er at udvikle selvtransporterende og trafiksikre børn, der kan begå sig i trafikken til fods og på cykel. Samarbejdet er et nyt alternativ til Børnenes Trafikklub, som de sidste godt 40 år har haft fokus på at lære børn at blive dygtige trafikanter.
Ved hjælp af rådgivning, inspiration, øvelser og leg skal projektet gøre børnene nysgerrige på trafikken og give forældrene lyst og mod til at træne trafikken sammen med deres børn. De grundlæggende vaner og værdier skabes i barndommen og derfor handler det om at få skabt nogle sunde og sikre rutiner allerede fra børnene er helt små.
Projektet kommer bredt ud til alle landets børn og udmønter sig i et trafikunivers på DR Ramasjang, lege og træningsøvelser til børnene og rådgivning af forældre og daginstitutioner.
Nordea-fonden støtter projektet med 8.075.000 kr., fordi det forener bevægelse og motion med glæden og friheden ved at kunne færdes i trafikken på cykel og til fods:
”Projektet inspirerer både børn og voksne til at lade bilen stå og få nogle fælles sjove oplevelser sammen. Leg og bevægelse fra barnsben er afgørende for gode motionsvaner resten af livet”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
DR Ramasjang åbner op for et helt nyt trafikunivers på TV og web målrettet de mindste børn, hvor leg, nysgerrighed og lysten til at lære er i fokus:
”Med ’Sikker & Søn’ ønsker vi at imødekomme de små børns nysgerrighed og ønske om at gå på opdagelse i trafikken – sammen med mor og far. ’Sikker & Søn’ skal klæde børnene på, samtidig med at vi motiverer deres forældre til at tage børnene ud af bilen og op på cyklen: sammen. Og igennem konkrete øvelser, spil og lege vil vi medvirke til, at vi får skabt en helt ny generation af trygge, sikre og glade trafikanter. Det er ikke en eksklusiv klub for de få, men et stort fællesskab for alle Danmarks børn”, siger Morten Skov, kanalredaktør på DR Ramasjang.