Hvis du har spørgsmål til reglerne for speed pedelec og de tekniske krav mv., kontakt Færdselsstyrelsen på info@fstyr.dk.
Speed pedelec
Hvad er en speed pedelec, og hvad siger loven?
Den 1. juli 2018 trådte en ny forsøgsordning for speed pedelecs i kraft i Danmark.
Hvad er en speed pedelec?
En speed pedelec ligner en almindelig el-cykel, men kan køre meget hurtigere. En speed pedelec må højst kunne køre 20 km/t uden at man træder i pedalerne, og motoren skal slå fra, når hastigheden kommer op på 45 km/t.
En speed pedelec skal være typegodkendt med godkendelsen L1e-B, for at man må køre på den i trafikken. Se efter det såkaldte typeskilt, der indeholder informationer om typegodkendelsesnummer, stelnummer samt tekniske oplysninger om hastighed og motoreffekt.
Regler for speed pedelecs
- En speed pedelec skal være typegodkendt (L1e-B).
- Det er forbudt at køre på speed pedelec, hvis du er under 15 år.
- Hvis du er 15-17 år, skal du have kørekort til lille knallert eller have taget kørekort til bil efter reglerne om kørekort til 17-årige.
- Hvis du er 18 år eller derover, er der ikke krav om kørekort.
- Du skal have tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring og altid kunne fremvise din præmiekvittering, enten fysisk eller digitalt.
- Du skal køre efter cykel-reglerne. Dvs. at du skal køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og -skiltning.
- Du skal køre med cykelhjelm. Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du bruger en særlig speed pedelec-hjelm (godkendt efter NTA 8776), som beskytter hovedet bedre end en almindelig cykelhjelm.
- Du skal køre med lys på cyklen hele døgnet.
- Du må ikke have passagerer med på speed pedelec, og der må ikke være cykelanhænger bagpå.
- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for euforiserende stoffer
- Når du kører på speed pedelec, er du erstatningsansvarlig for skader, du forvolder, på samme måde som hvis du kører andre motordrevne køretøjer, fx knallert eller bil.
Når du kører på speed pedelec, så husk
Du kan køre meget hurtigere end andre cyklister, og andre kan ikke høre, at du kommer kørende. Det kan overraske både medcyklister, gående og bilister. De kan have meget svært ved at bedømme din fart korrekt, hvis du kører hurtigere end forventet af en cykel. Du kan også selv hurtigt blive ”fartblind”, når du kører hurtigt.
Du skal altid tilpasse din hastighed til forholdene og vise hensyn, så du er med til at forebygge farlige situationer.
Begræns farten, når du kører i tæt trafik, når du nærmer dig et kryds og når der er dårlige oversigtsforhold mv.
Læs mere om speed pedelecs hos Færdselsstyrelsen.