Hvad siger loven?

På el-cykel skal du følge cykelreglerne. En el-cykel må hjælpe op til 25 km/t.

Se med, når Rådet for Sikker Trafik får testet en ulovlig el-cykel hos politiet. Download videoen længere nede på siden.

På almindelig el-cykel (25 km/t) gælder de samme færdselsregler som på en almindelig cykel.  

Men der er særlige regler for, hvordan din el-cykel skal være indrettet og udstyret.

  • Der må kun være én motor på cyklen.
  • Motorens effekt må højst være 250 watt. Det må ikke være muligt at indstille motoren til højere effekt end 250 watt. 
  • Motoren må hjælpe til op til 25 km/t, når der trædes i pedalerne. Derefter skal den slå fra.
  • Det må ikke være muligt at indstille motoren til at slå fra ved en højere fart end 25 km/t, når der trædes i pedalerne.
  • Nogle el-cykler har en såkaldt "gå-assistent", der hjælper med max 6 km/t, uden der trædes i pedalerne. Det er en hjælp til at trække cyklen op ad stejle ramper, bakker mv.
  • En el-cykel må ikke kunne indstilles til at køre hurtigere end 6 km/t, uden at der trædes i pedalerne. 
  • For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler
  • Der er ingen aldersgrænse for at køre på el-cykel. Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man er mindst 15 år, før man kører på el-cykel.

Tuning er forbudt

Det er ikke tilladt at tune en el-cykel, så den kan køre hurtigere end tilladt. Det er desuden meget farligt, da cyklen sikkerhedsmæssigt ikke er konstrueret til at køre og bremse med meget høje hastigheder.

Hvis politiet konstaterer, at en el-cykel er tunet, kan de konfiskere den.


Se også: