Vedligehold din cykel
Sørg for at alt virker på din cykel. Så bliver cykelturen mere sikker.
Vedligehold din cykel godt, så du ikke risikerer at noget går i stykker, mens du kører.
Det er en god ide at give din cykel et årligt eftersyn hos cykelsmeden - eller du kan gøre det selv, hvis du er fiks på fingrene.
Bremser
Bremserne skal virke godt, så du altid kan bremse hurtigt og sikkert. Hvis kabler er slidt, rustne eller knækket, skal de skiftes. Bremseklodser skal skiftes, når de er slidt ned.
Kæde
En gammel kæde kan knække, mens du cykler, og så er der risiko for, at du falder og slår dig. Så sørg for at smøre din kæde jævnligt. Den må ikke være rusten og skal være strammet forsvarligt, så den ikke kan bevæge sig mere end 2-3 cm op og ned på midten, når du trækker i den.
Hjul og eger
Din kørsel bliver usikker, hvis dine hjul er eksede. Du kan tjekke dem ved at løfte cyklen op og dreje hjulet rundt. Hvis hjulet bevæger sig mere end 2-3 mm til siderne, skal det rettes op. Tjek også, om nogle af hjulets eger er knækket eller løse. Du kan ruske dem parvis for at tjekke, om de er løse og bør strammes op.
Dæk
Tjek dæktrykket og pump cyklen, så du mindsker risikoen for punkteringer. Hvis dækmønsteret er slidt ned, skal dækkene skiftes.
Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev
Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.
Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.