Touch screen i bilen
Sådan bruger du den sikkert
De fleste nye biler er forsynet med touch screen. Det har den fordel, at mange funktioner er samlet ét sted. Men ulempen er, at man ikke kan mærke med fingrene, om man rammer en knap, og at der nogle gange skal mange tryk til på skærmen for at aktivere den ønskede funktion. Det kan betyde, at man kommer til at se længe på skærmen - i stedet for at se på trafikken.
Så det gælder om at alle, der bruger bilen, har godt styr på bilens touch screen og dens funktioner.
For bruger man for lang tid og for meget energi på at se på skærmen, når man kører, kan det hurtigt gå galt.
Gode råd
Ligesom du skal lære din bils knapper at kende, og hvor de er placeret, så du kan betjene dem hurtigt og sikkert, skal du også lære bilens skærm at kende. Du skal vide hvilke funktioner, du kan bruge under kørslen, og hvilke du skal aktivere før køreturen starter.
- Når du får en ny bil, så brug mere tid på at lære skærmen end på at lære bilen at kende. Få grundig instruktion af sælgeren. Tag helst alle med, der skal køre bilen, så alle får introduktionen direkte og kan stille spørgsmål til sælgeren.
- Bliv fortrolig med skærmen og bilen, og øv dig i at betjene skærmens mange funktioner, mens bilen holder stille. Så ved du, hvordan menupunkterne fungerer og skal bruge mindre opmærksomhed og energi på det, når du kører.
- Indstil navigation, før du kører, så du ikke skal indtaste adresser undervejs.
- Brug Android Auto eller Apple Car Play, hvis du har det. Det gør betjeningen lettere, fordi skærmen er meget enklere. Det gør også at knapper mv er genkendelige fra mobil til bil.
- Brug Bluetooth til at koble mobilen til bilen, så bliver du ikke fristet til at bruge mobilen håndholdt.
- Brug autofunktioner så vidt muligt (fx til vinduesvisker, lys, varme, ventilation), så du ikke skal bruge energi på det under kørslen. Men vær stadig opmærksom – det er dig, der kører bilen - ikke omvendt!
- Vær helt sikker på, at du og andre, der bruger bilen, kender vigtige funktioner i bilen til nødsituationer fx havariblink.
- Hvis du har et kompliceret problem med skærmen undervejs, så hold ind til siden og løs det. Gør det ikke, mens du kører.
- Nogle biler kan talestyres. Undersøg om det kan lade sig gøre, hvordan det virker og om det er en fordel for dig. Det kan gøre det nemmere at styre bilen og skærmens funktioner.
- Hvis du lejer en bil, du ikke kender, så brug tid på at sætte dig ind i de vigtigste funktioner, før du kører.
Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev
Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.
Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.