Hvis bilen giver op på motorvejen

Kør ind i nødsporet hurtigst muligt. Ring 112, hvis du holder i en vognbane.

Det kan være meget farligt at gå i stå på motorvejen. Hav altid refleksveste liggende inde i bilen, så du let kan få fat på dem i nødstilfælde. 

Lyder motoren underligt eller kan bilen være punkteret:

  • Tænd for havariblinket og kør ind i nødsporet og stop. Hold så langt til højre i nødsporet som muligt.
  • Tag refleksvest på hurtigst muligt – alle sammen. Det gør jer meget lettere at få øje på for andre bilister. I mange lande er det et krav, at der er mindst en refleksvest i bilen. Sørg for at have nok med til alle.
  • Få alle ud af bilen og om på den anden side af autoværnet - også selvom det regner eller er mørkt. Påkørselsulykker er hyppige og kan have voldsomme konsekvenser.
  • Din advarselstrekant skal hurtigst muligt placeres ca. 100 meter bag bilen. Gå længst væk fra vejen, helt inde i kanten af nødsporet, når du skal sætte trekanten.
  • Ring til din autohjælp og afvent hjælp.

Hvis bilen går i stå i en vognbane på motorvejen:

  • Tænd havariblinket.
  • Tag refleksvest på
  • Bring dig/jer selv i sikkerhed med den største forsigtighed på den anden side af autoværnet. Nogle gange kan det være mere sikkert at blive i bilen, hvis bilen for eksempel holder stille i den midterste vognbane.
  • Ring 112 og afvent hjælp.

Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du går i stå på motorvejen hos Vejdirektoratet.