Hvis bilen giver op på motorvejen
Kør ind i nødsporet hurtigst muligt. Ring 112, hvis du holder i en vognbane.
Det kan være meget farligt at gå i stå på motorvejen. Hav altid refleksveste liggende inde i bilen, så du let kan få fat på dem i nødstilfælde.
Lyder motoren underligt eller kan bilen være punkteret:
- Tænd havariblinket for at advare de bagvedkørende og kør ind i nødsporet og stop. Hold så langt til højre i nødsporet som muligt. Sluk havariblinket, når du har stoppet bilen i nødsporet.
- Tag refleksvest på hurtigst muligt – alle sammen. Det gør jer meget lettere at få øje på for andre bilister. I mange lande er det et krav, at der er mindst en refleksvest i bilen. Sørg for at have nok med til alle.
- Få alle ud af bilen og om på den anden side af autoværnet - også selvom det regner eller er mørkt. Påkørselsulykker er hyppige og kan have voldsomme konsekvenser.
- Din advarselstrekant skal hurtigst muligt placeres ca. 100 meter bag bilen. Gå længst væk fra vejen, helt inde i kanten af nødsporet, når du skal sætte trekanten.
- Ring til din autohjælp og afvent hjælp.
Hvis bilen går i stå i en vognbane på motorvejen:
- Tænd havariblinket.
- Tag refleksvest på
- Bring dig/jer selv i sikkerhed med den største forsigtighed på den anden side af autoværnet. Nogle gange kan det være mere sikkert at blive i bilen, hvis bilen for eksempel holder stille i den midterste vognbane.
- Ring 112 og afvent hjælp.
Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du går i stå på motorvejen hos Vejdirektoratet.
Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev
Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.
Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.