Problemet med slukkede baglygter opstod, da EU i 2011 indførte kørelys, dvs. lys foran - men ikke bagpå - hele døgnet. Derfor er det kun kørelyset foran, der tænder, når man starter bilen.
Bilisten skal selv sørge for at tænde nærlyset (og dermed baglygterne) , når det begynder at blive mørkt eller sigtbarheden bliver nedsat, medmindre bilen har en lyssensor, der automatisk sørger for det.
Det kan være svært at huske selv at gøre det. Mange bilister opdager simpelthen ikke, at baglygterne ikke er tændt. Det er derfor, at man kan møde biler uden lys i baglygterne, selvom de burde være tændt.
På biler, der er typegodkendt efter 30. juli 2016, er lyssensor obligatorisk. Men da det kun gælder nye biltyper, vil problemet med slukkede baglygter eksistere mange år ud i fremtiden.
Det er altid førerens ansvar at køre med korrekt lys på bilen, uanset hvordan bilen er indrettet. Hvis du har en bil med lyssensor skal du være ekstra opmærksom på at tænde baglygterne i regn og tåge om dagen.