Råd inden skolestart: Tjek om dit barn kører på et ulovligt el-køretøj
30. juli 2025
Der er for mange teenagere, der kører på ulovlige elcykler og elektriske løbehjul i trafikken. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik forældrene til at tjekke inden skolestart, om børnenes elektriske køretøjer er lovlige.
Inden længe begynder hverdagen for de fleste, og trafikken til og fra skoler og ungdomsuddannelser bliver igen fyldt med børn og unge. En del af dem kører på ulovlige el-køretøjer, der kan køre alt for hurtigt.
Vi hører fra flere skoler og politikredse, at de oplever skolebørn, der kommer kørende på alt for hurtige elektriske cykler og elløbehjul. Det kan have store konsekvenser, hvis en teenager rammer andre trafikanter med høj hastighed. Brug derfor slutningen af skoleferien på at tjekke om din teenagers el-køretøj er lovligt, og selvfølgelig at cykelhjelmen er på plads og korrekt indstillet, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
I 2024 gennemførte Rådet for Sikker Trafik og Wilke en stor undersøgelse blandt flere end 3.000 unge. Den viste, at 16 % af de 15-24-årige inden for det seneste år har cyklet på en elcykel, der kunne køre hurtigere end tilladt. 10 % har gjort det to eller flere gange.
Og i marts viste en rundspørge, at 11 ud af 12 politikredse oplever ulovlige elcykler som et stigende problem i trafikken.
Udover de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af ulovlige elektriske køretøjer, kan det også have økonomiske konsekvenser i form af erstatningsansvar, hvis man på et ulovligt el-køretøj er skyld i person- eller materielskade.
For mange kan det måske lyde uskyldigt, at unge kører på hurtige elkøretøjer i trafikken. Men der er en stor risiko, når urutinerede og risikovillige unge kører i trafikken på køretøjer, der kører hurtigere end tilladt. I bedste fald får de en stor bøde af politiet, fordi køretøjer er ulovligt. Men i værste fald kan det ende i en ulykke med store konsekvenser menneskeligt og potentielt også økonomisk. Derfor bør forældrene tage ansvar for, at deres børn færdes lovligt og sikkert i trafikken, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man læse reglerne for elcykler og elektriske løbehjul i trafikken. Fx må unge under 15 år ikke må færdes alene i trafikken på el-løbehjul, og hjelm er lovpligtigt uanset alder:
- Sådan er reglerne for at køre på elektriske cykler i trafikken.
- Sådan er reglerne for at køre på elektriske løbehjul i trafikken.
Kontakt:
Rådet for Sikker Trafiks presseafdeling: 3916 3969.