Færdselsreglerne gælder ikke, når man har travlt.

23. september 2024

Er du helt sikker? Ny kampagne i fem af landets største byer (København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg) skal få flere cyklister til at ændre deres adfærd i trafikken, som kan skabe irritation på cykelstien og være risikabel.

Når danskerne vælger cyklen til, er det både godt for helbredet og samfundsøkonomien. Det er bare afgørende, at sikkerheden og kulturen på cykelstierne også får et helbredstjek, for der er nogle bekymrende tendenser i vores cykelkultur.

For eksempel er andelen af cyklister, som bruger mobilen håndholdt til at tale, skrive eller tjekke sociale medier tæt på fordoblet på syv år. Og det er noget, som andre på cykelstien lægger mærke til. Det er nemlig 44 procent af cyklisterne, som i en undersøgelse gennemført af Epinion fra 2024 for Rådet for Sikker Trafik svarer, at de bliver irriterede, når andre cyklister har øjne på telefonen i stedet for vejen. Det er et eksempel på, at der er plads til forbedring i adfærden hos cyklisterne, som både kan gøre det sikrere og tryggere for alle, hvis mobilen bliver i lommen.

Derfor er Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med fem af landets mest cykeltrafikerede byer nu ude med en ny kampagne, som hedder ’Er du helt sikker?’ Kampagnen kører i uge 39-41 og tager udgangspunkt i udsagn, hvor færdselsreglerne bliver bøjet i ens eget favør, og som bliver fulgt op med spørgsmålet ’Er du helt sikker?’

- Cyklen er et sundt og billigt transportmiddel. Men nogle har tendens til at bryde reglerne, fordi de tænker, at det ikke betyder noget med et hurtigt kig på mobilen, at liste over for rødt lys eller cykle rundt efter mørkets frembrud, selvom man har glemt cykellygterne. Men det går ud over trafiksikkerheden og glæden ved at cykle. Derfor prøver vi med et glimt i øjet at minde cyklisterne om, at de både for deres egen og andres skyld skal overholde færdselsreglerne, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Selvopfattelsen fejler ikke noget

Lidt for mange cyklister lader desværre til at have et rosenrødt billede af, hvordan de selv cykler i trafikken. I en undersøgelse blandt 18-40-årige cyklister, mente 84% af de 1.251 adspurgte, at andre ville opfatte dem som en cyklist, der altid eller oftest overholder færdselsreglerne. Men samtidig svarer 49% af cyklisterne, at de på en typisk cykeltur i myldretidstrafikken bryder reglerne en eller flere gange.

Det lader altså til, at en del cyklister tænker, at der godt lige kan gøres en undtagelse fra færdselsreglerne, når de selv skal frem i trafikken.

Kampagnen skal sætte et spejl op for cyklisterne og få dem til at overveje, om de altid er den bedste version af sig selv, når de færdes i trafikken. De fleste kender nok de små forhandlinger, man kan have med sig selv i trafikken og måske bøjer reglerne, fordi man fx har travlt. Det kan virke harmløst, men sammenlagt er det de små handlinger, der afbryder det gode flow på cykelstien og skaber irritation og potentielt farlige situationer.

- Det er vigtigt for fremtidens mobilitet i byerne, at flere hopper på cyklen, når de skal frem. Hvis det skal lykkes og være trygt for alle, kræver det, at cyklisterne overholder færdselsloven og husker den gode stil på cykelstien. Det er menneskeligt at fejle, og formålet med denne kampagne er, at der bliver længere mellem fejlene på cykelstier og veje, siger Jakob Bøving Arendt.

Det at bøje reglerne er også være en del af forklaringen på de cirka 4-5.000 alvorlige cyklistulykker, som årligt bliver registreret på landets akutmodtagelser.

Derfor vil cyklisterne i København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense i den kommende tid blive mødt med vejkantplakater med budskaberne ”Læg din mobil”, ”Hold til højre” og ”Giv tegn”. Det skal minde cyklisterne om, at det er vigtigt at overholde de fælles trafikregler – også når man skal nå frem i myldretiden.

Fakta:

  • Hvert år registrerer landets akutmodtagelser omkring 4-5.000 alvorligt tilskadekomne cyklister (seneste tal for 2022: 5.194). Kilde: Danmarks Statistik.
  • 8 ud af 10 af de alvorligt tilskadekomne cyklister på akutmodtagelserne er kommet til skade i
    eneulykker. Kilde: Danmarks Statistik.

Undersøgelser:

Rådet for Sikker Trafik fik i 2017 gennemført en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt cyklister med analyseinstituttet Epinion. Her blev cyklisterne spurgt til, hvor ofte de foretager forskellige handlinger med mobiltelefonen, mens de cykler (og ikke holder stille). I 2024 gentog Rådet for Sikker Trafik undersøgelsen med analyseinstituttet Wilke med samme spørgsmål.

  • I 2017 svarede 6 procent af cyklisterne, at de en gang i mellem eller oftere talte i håndholdt mobil, mens de cyklede. Det tal var steget til 11 procent i 2024.
  • I 2017 svarede 7 procent af cyklisterne, at de en gang i mellem eller oftere brugte håndholdt mobil til at læse/tjekke beskeder, se indhold på internettet og sociale medier m.v. Det tal steg til 12 procent i 2024.
  • I 2017 svarede 5 procent af cyklisterne, at de en gang i mellem eller oftere brugte håndholdt mobil til at skrive beskeder, søge/browse indhold på internettet og sociale medier m.v. Det tal steg til 10 procent i 2024.

Rådet for Sikker Trafik og analyseinstitutterne Factive og Norstat har i 2024 spurgt 1.251 cyklister i alderen 18-40 år bosiddende i København, Frederiksberg, Aarhus, Odense eller Aalborg om følgende:

Tænk på en typisk cykeltur i myldretidstrafikken. Hvor mange gange bryder du færdselsreglerne på en sådan tur? (n:1.251)

  • Flere gange: 6 procent
  • Et par gange: 23 procent
  • Én gang: 20 procent
  • Jeg bryder ikke færdselsreglerne: 45 procent
  • Ved ikke: 6 procent

Hvordan tror du, at andre cyklister opfatter dig som cyklist, når du cykler i myldretrafikken?

  • Som en, der altid følger færdselsreglerne: 25 procent
  • Som en, der oftest følger færdselsreglerne: 59 procent
  • Som en, der engang imellem følger færdselsreglerne: 12 procent
  • Som en, der sjældent følger færdselsreglerne: 5 procent
  • Som en, der aldrig følger færdselsreglerne: 1 procent
  • Ved ikke: 5 procent

I en anden undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2024 blandt 1.337 cyklister, blev de spurgt om følgende:

Er der noget, der irriterer dig ved andre cyklisters adfærd i trafikken? Ja, hvis en cyklist…

  • Kører uden lys, når det er mørkt eller usigtbart: 58 procent
  • Ikke giver tegn til svingning eller ikke giver tegn til stop, hvis han/hun stopper uventet: 50 procent
  • Ikke holder til højre på cykelstien eller fylder på cykelstien, så jeg ikke kan komme forbi: 45 procent
  • Taler, læser eller skriver på håndholdt mobil: 44 procent
  • Kører i den forkerte side (dvs. mod kørselsretningen): 38 procent
  • Svinger ud foran mig: 35 procent
  • Kører med høretelefoner/headset og ikke kan høre trafikken: 34 procent
  • Kører lige over for rødt lys: 34 procent

Eksempel på kampagneelementer:

Kontakt:

Jakob Bøving Arendt

Administrerende direktør

jba@sikkertrafik.dk

Jeppe Gudmandsen

Pressekonsulent

Tlf: +45 2811 5863

jhg@sikkertrafik.dk