Om kampagnen
Læs om baggrund, evalueringsresultater mv.

Formål og budskaber
Kampagnen skal bidrage til at nedbringe antallet af cykelulykker og styrke den gode kultur på cykelstier i byerne. Kampagnen tager livtag med nogle af de dårlige vaner, der skaber størst risici for ulykker og mest irritation blandt de andre cyklister: brug af telefon under kørslen, sving/standsning uden at tegn og at placere sig på midten af cykelstien. Kampagnens tre budskaber er:
- Læg din mobil
- Giv tegn
- Giv plads
Kampagnens elementer
Ud over de tre vejkantplakater vil cyklisterne i landets fem største byer møde kampagnen på bussider og i buslæskure og øvrige abribus-placeringer. Samtidig vil kampagnens videoer annonceres i hele landet via webtv, Youtube, øvrige sociale medier mv.
Evalueringsresultater
Kampagnen har skabt positiv opmærksomhed omkring cykelkultur og trafiksikkerhed og fået mange cyklister til at overveje eller at ændre deres adfærd i en positiv retning, når de cykler.
Analysebureauet Wilke A/S foretog i oktober 2024 en kvantitativ evaluering af kampagnen blandt et repræsentativt udsnit af de 20-40-årige cyklister umiddelbart efter den allerførste kampagneperiode. Her følger udvalgte resultater.
Om kampagnen samlet:
- 77 % havde kendskab til kampagnen.
- 90 % kunne lide kampagnen.
- 54 % talte med andre om kampagnen – især blandt unge (20-29 år) og mænd.
Om vejkantplakaterne:
- 65 % af dem, der havde besøgt en af kampagnebyerne, bemærkede plakaterne.
- 96 % af dem, der havde set plakaterne, kunne lide dem.
- 85 % fandt budskaberne relevante.
- 74 % ændrede konkret adfærd i en mere sikker retning efter at have set plakaterne.