Bliv en del af Sikker Trafik LIVE
Din historie kan være med til at klæde unge mennesker på til en mere sikker fremtid i trafikken.
Del din historie
Har du fysiske mén efter en trafikulykke eller er du pårørende til en, der har mistet livet i en trafikulykke, så kan du blive en del af et stærkt fællesskab, der gør en forskel.
Hvad er Sikker Trafik LIVE?
Sikker Trafik LIVE er en af Rådet for Sikker Trafiks mest virkningsfulde indsatser, hvor en person, der lever med en synlig skade efter en trafikulykke eller en pårørende til en trafikdræbt, tager ud på landets skoler (udskoling, erhvervsskoler og gymnasier) og fortæller deres personlige historier.
De unge hører om trafikulykken og om at skulle leve et andet liv, end man havde forestillet sig.
Op til 99 % af eleverne synes, at det LIVE-fordrag, de deltog i, var godt eller meget godt.
Del din historie
Har du lyst til at dele din personlige historie, gå i dialog med unge mennesker og bidrage til et stærkt fællesskab af ambassadører, som står sammen om at forebygge trafikulykker blandt unge, så er Sikker Trafik LIVE noget for dig.
Du kan blive ambassadør, hvis:
- Du lever med et handicap efter en trafikulykke, eller du har som pårørende mistet én, der stod dig nær, i en trafikulykke.
- Du vil gerne fortælle din historie til unge mennesker i 8.-10. klasse, på erhvervsskoler eller på gymnasier.
- Du skal være psykisk klar til at fortælle din historie.
- Der skal have været en ung involveret, for at de unge kan relatere til ulykken.
- Den der kom til skade eller blev dræbt skal gerne selv have haft indflydelse på ulykken eller ulykkens omfang.
- Du holder foredrag på skoler, typisk i dit eget lokalområde.
Du kan være ambassadør sideløbende med uddannelse eller job.
Sikker Trafik LIVE tilbyder dig:
- Et fællesskab med andre i samme situation som dig.
- En mulighed for at gøre en forskel for andre.
- Et introduktionskursus, hvor du får grundig hjælp til at få sammensat dit foredrag.
- Løbende kurser med fokus på fællesskab og personlig udvikling.
- Et honorar og dækning af transport for hvert besøg, du er på.
Hvordan bliver du en del af Sikker Trafik LIVE?
I første omgang vil vi gerne møde dig til en personlig samtale, hvor du kan høre mere om indsatsen, og hvor vi ved fælles hjælp kan afklare, om det kunne være noget for dig. Du er også velkommen, hvis du blot ønsker at høre mere om arbejdet som ambassadør.
Kontakt os for at høre mere om at være ambassadør:
Vil du vide mere, så send en e-mail eller ring til:
Jonas blev lam efter en ulykke
Da Jonas var 18 år gammel, var han passager i en bil, der kørte galt. Chaufføren kørte for stærkt og var uopmærksom, og Jonas sagde ikke fra. Da hans mobiltelefon ringede, klikkede han sig ud af selen for at få fat i telefonen, som lå i hans taske på bagsædet. Det fik afgørende betydning, da chaufføren kort efter mistede herredømmet over bilen og kørte galt. Jonas blev smidt ud af bilen og kom alvorligt til skade. Han pådrog sig blandt andet et brud mellem ryg- og nakkehvirvlerne, som gør, at han i dag er lam fra brystet og ned.
I videoklippet herover kan du blandt andet høre Jonas fortælle, hvad det kræver at være ambassadør for Sikker Trafik LIVE, og hvordan arbejdet som ambassadør har gjort det lettere for ham at håndtere sin egen ulykke. Det at være ambassadør har hjulpet ham med at finde en mening med en ellers meningsløs ulykke.
Kasper mistede sin bror i en spritulykke
I 2007 mistede Kasper sin storebror Jeppe. Jeppe var påvirket af alkohol og kørte alt for stærkt. Han kom over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en autotransporter. Han blev dræbt på stedet.
Hør Kasper fortælle om sine oplevelser ude på LIVE-besøgene og elevernes reaktioner. Og om sammenholdet blandt ambassadørerne, og hvad det betyder for ham at være ambassadør for Sikker Trafik LIVE.
Leila mistede sin søn i en knallertulykke
Leila Claussen mistede sin søn Simon i 2009. Han kørte ind i en lastbil på sin knallert, da han var på vej hjem fra byen en lørdag aften. Han kæmpede for sit liv i 9 dage, før han døde af sine kvæstelser. Simon blev 17 år.
Som pårørende til en trafikdræbt tager Leila, sammen med en ung underviser, ud og fortæller sin og Simons historie på erhvervsuddannelser og gymnasier.
I videoklippet herover kan du høre Leila fortælle, hvorfor hun har valgt at blive ambassadør for Sikker Trafik LIVE, og hvad det betyder for hende at være med.
Vores historie
Morten fik en god idé i 1987
Morten Andersen var kørestolsbruger efter et biluheld. Han fik ideen til at oprette et korps af trafikskadede personer. Korpset skulle tage rundt på skoler og fortælle andre unge om, hvor vigtigt det er at passe på sig selv og andre i trafikken.
Morten henvendte sig til forsikringsselskabet Hafnia og de to handicaporganisationer PTU, (Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede) og Paraplegikerkredsen (Landsdækkende kreds af rygmarvsskadede).
Hans idé blev realiseret og det blev til det projekt, der blev kendt som 'Trafikinformatørerne'.
Rådet hjælper trafikinformatørerne
I 1991 trådte Rådet for Sikker Trafik ind i projektet, og har siden støttet trafikinformatørernes arbejde.
Trafikinformatørerne kåres
Trafikinformatørerne fik Rådet for Sikker Trafiks årspris i 1990. I 1994 fik de FDMs pris for "Bedre trafikvane".
Nyt navn - samme sag
I 2009 blev Trafikinformatørerne en del af Sikker Trafik LIVE. Navnet er nyt, men sagen er den samme.