Sikkerhed på motorcykel

Læs om sikkerhedsudstyr og teknologi på motorcykel.

På motorcykel er det afgørende, at man benytter korrekt sikkerhedsudstyr. Det kan være forskellen mellem liv eller død i en ulykke, og det kan redde en fra skader, som man ellers i nogle tilfælde må leve med resten af livet. 

Sikkerhedsudstyr på motorcyklen

Overvejer du at købe en motorcykel, er det en god ide at sikre dig, at den lever op til lovkravet fra 1. januar 2017 om, at nye motorcykler er udstyret med ABS-bremser. Det er et sikkerhedsudstyr, der er værd at gå efter, uanset om du køber ny eller brugt motorcykel.

Motorcykler, der er importeret som brugte og tidligere har været indregistreret i udlandet inden 31/12-2016, skal ikke leve op til kravet om ABS-bremser.

Ældre motorcykler mangler ofte ABS

Vi anbefaler, at du går efter en model med ABS-bremser, selvom du måske kan spare penge på en ældre model uden ABS-bremser. I en presset situation kan de være forskellen mellem en sikker opbremsning og et styrt eller sammenstød. De er især vigtige, hvis du kører i regn eller der pludseligt er et stykke fugtig asfalt, som du ikke havde regnet med.

ABS-bremser virker bedst i opbremsninger på lige vej og motorcyklisten bør stadig være forsigtig med hårde opbremsninger i kurver.

Kurve-ABS

Nogle moderne motorcykler fås med det, der hedder kurve-ABS eller MSC (Motorcycle Stability Control). Det er en teknologi, som betyder, at bremsesystemet tager hensyn til motorcyklens nedlægningsvinkel og justerer bremsekraften efter det. Det hjælper motorcyklisten til at bevare kontrollen over motorcyklen og følge den valgte linje i kurven. 

Normale (ABS-)bremser vil ved katastrofeopbremsninger i sving forsøge at rette motorcyklen op og dermed få den til at fravige den valgte linje i svinget. Det kan medføre en ulykke, hvor motorcyklisten enten kører af vejen eller over i den modsatte kørebane.

ESP-system

Denne type systemer har været kendt i bilverdenen længe og er - under forskellige navne - ved at vinde indpas på moderne motorcykler også. Systemerne virker typisk ved at måle forskellige parametre på motorcyklen og kan hjælpe til at undgå udskridninger, modvirke baghjulsslip ved acceleration og sikre det størst mulige greb på veje med nedsat friktion.

Fælles for alle systemer er, at de ikke ophæver fysikkens love. De kan dog være den afgørende forskel i en presset situation. 


Rådet for Sikker Trafiks nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne tilmelde mig nyhedsbrevet

Hold dig opdateret om nye regler i trafikken, få gode råd til at færdes sikkert og quiz dig klogere om trafik.

Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.